Nu varer det ikke længe, før den nye forskudsregistrering fra SKAT lander hos landets skatteborgere. Forskudsregistreringen gælder for indkomståret 2011, og især hvis realkreditlånet er blevet omlagt i det forgangne år, er der grund til at være opmærksom.
Helt i tråd med tidligere tager SKAT udgangspunkt i din årsopgørelse for indkomståret 2009 eller i de ændringer, du har foretaget på forskudsopgørelsen for 2010 i løbet af året. Hvis der er sket ændringer i din indkomst eller dine fradrag i forhold til 2009 og 2010, så bør du muligvis ændre din forskudsregistrering for 2011. Vær især opmærksom, hvis dine realkreditlån er omlagt til en væsentlig lavere rente.
Stramninger af indkomstskatten
Inden Folketinget gik på sommerferie, vedtog de den såkaldte ’Genopretningspakke’. Pakken indeholdt en række stramninger af indkomstskatten, som du kan indregne i forskud 2011.
Regulering af lønindkomst og anden erhvervsindkomst:
På baggrund af de forventede indkomststigninger fastsættes forskudsreguleringsprocenten til 4,5 pct. fra 2009 til 2011 og til 2,0 pct. fra 2010 til 2011.
Regulering af visse overførselsindkomster:
Dagpenge, efterløn mv. fremskrives med 5,7 pct., når det er indkomsten i 2009, der ligger til grund, og med 1,9 pct., når forskudsregistreringen for 2011 ba¬seres på 2010-indkomsten.
Kommunale og private pensionsudbetalinger:
Kommunale tjenestemandspensioner og private pensionsudbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger og rateordninger reguleres med 5,7 pct., når det er indkomsten i 2009, der ligger til grund, og med 1,9 pct., når for¬skudsregistreringen for 2011 ba¬seres på 2010-indkomsten.
Sociale pensioner:
Sociale pensioner er satsregulerede til det aktuelle 2011-niveau og skal derfor ikke procentreguleres. De nye tal oplyses automatisk til forskudsregistreringen.
SU:
Stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte leveres til forskudsregistreringen af SU-styrelsen i aktuelt 2011-niveau, og de skal derfor ikke reguleres.
Statslige pensioner:
Pensioner, der udbetales fra Statens Centrale Lønanvisning, leveres til forskudssystemet fra Finansstyrelsen i 2010-niveau og skal derfor ikke reguleres.
ATP-pension:
Skattepligtige pensioner, der udbetales af ATP, bliver forskudsansat på grundlag af pensionsbeløbet i september 2010, der så opregnes til et helårsbeløb. Dette helårsbeløb reguleres ikke i 2011.
Renteindtægter:
Der foretages som tidligere år ingen regulering af renteindtægter.
Renteudgifter og fradrag:
Der foretages som tidligere år ingen regulering af renteudgifter og ligningsmæssige fradrag.
Ejendomsværdiskat:
Skattestoppet for ejendomsværdiskatten indebærer, at der ikke skal ske opregulering af ejendomsværdierne til brug for forskudsansættelsen af ejendomsværdiskatten. Posten ’ejendomsværdiskat’ ansættes ved forskudsregistreringen for 2011 på grundlag af den laveste værdi af henholdsvis den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001 reguleret med 5 pct., ejendomsværdien pr. 1. januar 2002 eller ejendomsværdien ved ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2009.
Hos TimeVision er vi naturligvis altid parate til at hjælpe, hvis du har spørgsmål til forskudsregistreringen.
